TV og andre medier
Skattejægerne
Siden 2011 har vi været en del af DR1-serien Skattejægerne, der følger antikvitetshandlere og marskandisere i deres jagt på gode køb og salg.
Programmet er en dokumentar. Det vil sige, at et TV-hold følger os, når vi arbejder. Vi bestemmer selv, hvad vi foretager os, og programmerne er ikke instruerede eller tilrettelagte. Typisk er vores deltagelse i en udsendelse ca. ni minutter. Disse ni minutter er af DR's medarbejdere klippet sammen af en hel dags arbejde og cirka to timers råmateriale. Vi får ikke honorar for vores medvirken i DR's programmer.
Programmerne er også vist i Sverige, Norge, Finland og Island samt i Grønland og på Færøerne.
Hjemmet
Siden 2013 har vi redigeret ugebladet Hjemmets antikbrevkasse 'Skønne fund & Fine sager'. Hver uge besvarer vi tre spørgsmål fra læserne, som er indsendt via Hjemmets hjemmeside her... Der kommer en del flere spørgsmål, end der er plads til i brevkassen, og vi tilstræber samtidig en variation i de spørgsmål, vi besvarer, så brevkassen er interessant for flest mulige. Desuden fortæller vi om auktionskup, aktuelle loppemarkeder og trends indenfor genbrug.
Cirka hver fjerde uge udarbejder vi et to-sides tema, hvor vi fotograferer og fortæller om et bestemt emne.